Pædagogisk IT-kørekort

Obl. 1: Sund-IT

Obl. 2: Start på web

Obl. 3: Skærm og papir

A: At tale til øjet

B: Brug bare billeder

C: Cocktail

D: Døgnet rundt

E: Et skridt videre

F: Find det på nettet

G: Gør det lettere

H: Hold styr på infor...

I: It kan du regne med

J: Jeg kan godt

Obl. 4: Summa summarum

Om Sund-IT

Om Sund-IT


Sund

Sund-IT er et Pædagogisk IT-kørekort, hvor underviserne på de mellemlange videregående sundhedsuddannelser får mulighed for at tilegne sig de forudsætninger, som er nødvendige for at inddrage informationsteknologi i undervisningen - som redskab, pædagogisk metode og som informationsformidling (jf. Bekendtgørelse om uddannelsen til professionsbachelor BEK nr. 113 af 19/02/2001).

Hvad kan du lære

Som kursist kvalificerer du dig både som personlig bruger og som underviser. Du får i samarbejde med kolleger mulighed for:

  • at bruge computeren som personligt værktøj
  • at bruge computeren til integration af it i undervisningen
  • at diskutere it som didaktisk redskab

Alle øvelser og opgaver tager udgangspunkt i den daglige undervisning. Det betyder, at du i din hverdag kan afprøve de forløb, som du i teamet udarbejder på kurset.
Kurset inddrager relevante aspekter i forbindelse med anvendelsen af it i såvel sundhedsvæsen som sundhedsuddannelse. Du får indsigt i, hvad integration af informationsteknologi betyder for dit fag, for rollen som underviser og studerende, for din egen undervisning og for uddannelsesinstitutionens udvikling og organisation.

På det håndværksmæssige plan kan du bl.a. opnå:

  • grundlæggende computerforståelse
  • færdigheder i tekstbehandling, layout og præsentation
  • grundlæggende færdigheder i brug af relevant software for faget
  • færdigheder i informationssøgning og informationsselektion på internettet
  • færdigheder i elektronisk kommunikation
  • hensigtsmæssige arbejdsvaner i relation til it

Sund-IT 'Kørekort'

I løbet af kurset skal du aflevere 8 modulopgaver.
Opgaverne knytter sig tæt til din egen undervisningspraksis.
Aflevering af opgaverne er en forudsætning for udstedelse af 'kørekortet'.

Kurset starter med en introduktionsdag, hvor dit hold og vejlederne på de obligatoriske moduler er sammen. Som det ses af illustrationen, gennemgås herefter først de tre obligatoriske moduler.
Omkring midten af 2. obligatoriske modul samles holdet igen med vejlederen. Temaet for andet samvær er blandt andet valg af valgmoduler.
Kursusforløbet afsluttes med et obligatorisk slutmodul.

Du vil senere kunne læse mere om de enkelte moduler via menuen til venstre.

Kursuspakken består af

  • En mappe med moduloversigter, -beskrivelser og -tekster til de enkelte moduler
  • Et kursuswebsted med modulmateriale, øvelser, modulopgaver og tastevejledninger samt information om Sund-IT
  • Et kommunikations- og konferencesystem (First Class)

Der kræves ingen it-mæssige forudsætninger for at deltage i Sund-IT kurset, men det er en fordel, hvis du før kurset har arbejdet med de mest grundlæggende funktioner på en computer. For kursister med et beskedent eller intet it-kendskab anbefales det at deltage i et begynderkursus.

Alle materialer er tilgængelige under hele kursusforløbet, således at materialerne kan anvendes i arbejdet med modulopgaverne i såvel de obligatoriske som de valgfrie moduler. Samtidigt hermed kan de erhvervede metoder og teknikker implementeres i arbejdet med det afsluttende obligatoriske modul.

Kursister beholder sin adgang til kursusmaterialet efter endt kursus.

Pædagogisk metode

Sund-IT benytter sig af flere forskellige medier. Der tages udgangspunkt i kursusmaterialer via kursusmappen og kursets websted. Kommunikationen mellem dig og din vejleder foregår i et webkonferencesystem. Artikler og baggrundstekster behandler det pædagogiske og didaktiske indhold, mens det it-håndværksmæssige trænes gennem arbejdet med en række øvelser. Principperne er, at du skal lære om elektronisk kommunikation ved at kommunikere elektronisk, lære om internettet ved at søge oplysninger fra det og lære om computeren ved at arbejde med den.

Modulopgaven besvares ved i teams at udarbejde (bidder af) undervisningsforløb, der integrerer it i en faglig, pædagogisk sammenhæng. Artikler med it-pædagogisk indhold kan danne baggrund for diskussioner med kollegerne, mens du arbejder individuelt med øvelserne, der træner det it-håndværksmæssige.

Kursets fleksibilitet fremkommer bl.a. af, at du selv beslutter, hvor meget du har behov for at arbejde dig ned i det it-håndværksmæssige indhold. Det er vigtigt at understrege, at udelukkende besvarelsen af modulopgaven er obligatorisk i forhold til at bestå modulet.

Kursets omfang

Kurset lægger op til, at du afprøver og integrerer både det it-håndværksmæssige og det pædagogiske aspekt i din egen undervisning. Kursusforløbet bør strække sig over minimum 24 arbejdsuger (og maksimum 52 uger).

Hvor meget tid du skal bruge i forløbet afhænger i høj grad af de forudsætninger, du er i besiddelse af.
Kursister med gode it-mæssige forudsætninger, som allerede har taget hul på it-integrationen i uddannelsen, kan således relativt hurtigt arbejde modulerne igennem og få ny inspiration til det fortsatte arbejde.

Kursister med forudsætninger, som svarer til pc-brugeruddannelse eller pc-kørekort, kan helt springe de it-håndværksmæssige aspekter over og koncentrere sig om den pædagogiske anvendelse af it i den daglige undervisning.

Kursister, som it-mæssigt er begyndere, vil kunne hente hjælp i øvelser og tastevejledninger - men vil selvfølgelig derved også bruge mere tid på det enkelte modul end de it-mæssigt rutinerede kursister.

Udbydere

Sund-IT gennemføres i en distribueret kursusorganisation, hvilket betyder, at kursets gennemførelse varetages af en række eksterne udbydere.
En udbyder tiltræder en udbyderaftale med UNI•C. Udbyderaftalen beskriver, hvordan Sund-IT kurser skal gennemføres samt med hvilke materialer dette skal ske.

I udbyderaftalen forpligter udbyder sig til at gennemføre Sund-IT kurser med de hertil udviklede materialer og tjenester. Samtidig forpligter udbyder sig til kun at udbyde Sund-IT kurser med uddannede vejledere. Sund-ITs sekretariat forpligter sig tilsvarende i udbyderaftalen til at levere materialer og tjenester mod brugerbetaling, til at holde materialer opdaterede og til at sørge for, at der udbydes en vejlederuddannelse mod brugerbetaling.

Enhver organisation, som kan opfylde udbyderaftalen, kan frit indgå en sådan med projektsekretariatet.

Pris

Kurset udbydes af en kursusudbyder, som selv fastsætter prisen. Kursusudbyderen ansætter og honorerer selv vejledere og fastlægger rammerne for afholdelse af kurset.

Vejlederuddannelsen

Vejlederne har gennemført et vejlederuddannelsesforløb, som ruster dem til at være vejledere i et online kursusforløb.

En vejleder vil typisk kunne dække de obligatoriske moduler (krav) samt en række valgmoduler.
Det er vejlederen, der godkender modulopgaverne, som indgår i erhvervelsen af Det pædagogiske IT-kørekort.

Mere om Sund-IT

Undervisningsmaterialerne er udviklet af en redaktionsgruppe med repræsentanter fra de 6 mellemlange videregående sundhedsuddannelser - sygeplejerskeuddannelsen, fysioterapeutuddannelsen, ergoterapeutuddannelsen, radiografuddannelsen, bioanalytikeruddannelsen og jordemoderuddannelsen.

UNI•C varetager den daglige drift og vedligeholdelse af de tilhørende nettjenester samt udsteder Det pædagogiske IT-kørekort.

 

Sund-IT's sekretariat:
UNI•C 
Kirsten A. Nøhr 
Olof Palmes Allé 38 
8200 Århus N 
Tlf. 89 37 66 66 
e-mail: kirsten.a.nohr@uni-c.dk

Webmaster:
UNI•C
Per Nygård Lauritsen
Olof Palmes Allé 38
8200 Århus N
Tlf. 89 37 66 66
e-mail: per.nygaard.lauritsen@uni-c.dk

Senest redigeret 31/03/2004




Login


Login


Generel info



 

http://www.sund-it.dk © copyright UNIC 2004